Interview med Nunes - Flamengo

João Batista Nunes de Oliveira ser noget mere renskuret og mild ud end i sine velmagtsdage, hvor det store krøllede hår og de sporadiske skægstubbe fik ham til at ligne et vilddyr på rov efter det næste mål.

Her, mere end 30 år efter sin storhedstid, må Nunes stadig betegnes som en af de største og vigtigste spillere i Flamengos historie.

Selvom det selvfølgelig altid er svært og kontroversielt at tale om de bedste og største og vigtigste, når det handler om Flamengo. For der er mange af tage af. Og holde af.

Zizinho (Zicos idol), Zico, Júnior, Mozer, Adílio, den sorte diamant Leônidas og gringoen Petković. Jo, man kan blive og ved og ved.

Hvor højt man vil rangere Nunes er nok afhængigt af, hvor gammel man er, eller hvordan historierne om de gamle storhold er blevet overleveret fra generation til generation.

Men hvor ville klubben, der er hjem for millioner, mon have været uden Nunes?

”For mig rangerer han lige under Zico,” siger Lucas Lanna, tidligere fysisk træner i Flamengo.

Og han er født lige omkring Flamengos  gyldne periode i begyndelsen af 1980’erne. Lige efter det magiske år 1981.

”Nunes bliver stadig stoppet på gaden. Bliver han spottet i et indkøbscenter i Rio, så kan han næsten være sikker på, at han skal bruge ligeså meget tid på at skrive autografer som på at handle,” siger Lanna.

Og nu er Nunes så blevet stoppet af en nysgerrig dansk journalist.

”Jeg er glad for, at folk husker mig for det gode,” lyder det ydmygt fra Nunes, der ellers kunne have armbevægelser så store, at de ville parere en hver tilnærmelse.

Men sådan er han heldigvis ikke.

Da jeg fortæller ham, hvor jeg kommer fra, lyser han op og løsner op.

At jeg kommer fra Danmark er ikke umiddelbart så eksotisk, som man måske skulle tro.

Nunes’ karriere, der talte flere andre klubber end Flamengo, bragte ham i 1986 til Norden på en træningsturné med Atlético Mineiro.

”Jeg husker, vi var på Færøerne – faktisk et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har været.”

”Jeg husker også, at vi spillede for sjov i en stor park i København, hvor de blonde piger lå rundt omkring banen topløse og slikkede sol.”

”Jeg spillede ret dårligt, må jeg indrømme, for jeg havde ret svært ved at koncentrere mig med det syn,” siger Nunes og griner.

I en turnering i Frankrig, inden turen gik til Færøerne med mellemstop i København, var Nunes i øvrigt med til at slå B93 med 3-2.

For Flamengo-fans klæber navnet Nunes sig først og fremmest til årstallet 1981.

Det er på grund af det år og to helt specielle mål det år, at han stadig ikke kan gå i fred.

Det årstal er løbende en god forretning for Flamengos marketingsafdeling, der kan trykke 1981 på en sort og rød T-shirt og stadig være sikker på, at det nok skal give afkast.

Millioner af uforglemmelige minder blev skabt for Nunes’ fødder dengang i Japan i 1981, hvor han scorede to mål for Flamengo i 3-0 sejren over Liverpool i finalen ved VM for klubhold – dengang Intercontinental Cup.

Det er muligt, at Kenny Dalglish og Zico prydede det officielle kampprogram for finalen i Tokyo, men det var Nunes, der endte med at stjæle det endelige billede af turneringen og i oveni score en Toyota Corolla for målene af turneringens sponsor.

”Det er absolut højdepunktet i min karriere. Absolut,” siger Nunes, der blev sat op til sine scoringer af en storspillende Zico.

”Nunes er en af de bedste angribere i Flamengos historie. Ingen tvivl om det.”

”Han havde måske ikke den bedste teknik af alle spillerne på holdet, men han var en rigtig ægte målscorer, der altid leverede varen foran mål,” siger Marcos Neves, forfatter og fuldblods Flamenguista.

Nunes spillede i Flamengo første gang fra han 14-19 til år, men klubbens ledere vurderede til sidst, at han ikke havde potentialet til at begå sig på det højeste niveau. Så man sagde adeus til Nunes, der svor, at Flamengo en dag ville komme til at fortryde beslutningen.

Gennembruddet kom i stedet i Santa Cruz i Recife, hvor han var med til at vinde to statsmesterskaber, inden Flamengo bed skammen i sig, og inviterede Nunes tilbage i folden i 1980.

Og det kom klubben ikke til at fortryde.

99 mål i 214 kampe, 4 nationale mesterskaber, Copa Libertadores, bunker af statsmesterskaber og Intercontinental Cup blev det til for Nunes i de i alt otte år på Gávea.

Men VM for klubhold blev det eneste VM, Nunes kom i nærheden af.

En skade tvang ham til at melde afbud til VM-slutrunden i 1978.

”Det er enhver spillers drøm at komme til VM, så det gjorde mig meget ked af det,” siger Nunes.

”Men jeg tænker ikke særligt over det i dag. Det skulle bare ikke være sådan. Heldigvis fik jeg mange andre store oplevelser som fodboldspiller som for eksempel VM for klubhold.”

Men det var sjovt at være med – så længe det varede.

”Dengang jeg var med i forberedelserne til VM i Argentina i ’78, foregik det hele i Brasilien. Alle de bedste spillere spillede i Brasilien på det tidspunkt, og vi spillede træningskampe mod regionale hold overalt i Brasilien.

”Sådan er det jo ikke i dag, og det er en skam. De bedste spillere rejser ud og kommer først hjem, når de har set den bedste del af deres karriere.”

Ved VM i Spanien i 1982 blev han valgt fra, og man kan stadig finde fans, der mener, at Brasilien ville have vundet VM, hvis Nunes havde været på holdkortet.

I en kommentar til et YouTube klip fra kampen mod Liverpool i 1981, skriver en bruger:

”Det er idioten Têle Santanas (Brasiliens daværende landstræner) skyld, at vi ikke vandt VM i 1982. Nunes var den bedste angriber i Brasilien i denne epoke.”

Verdensmester med Flamengo, men verdensmester med Brasilien blev Nunes altså så langt fra.

”Jeg fik ikke så mange landskampe, som jeg havde håbet på. Jeg mener, at jeg står noteret for seks kampe og to mål.”

”Tænk, fik jeg virkelig ikke flere? De må have regnet forkert …”

Peter Banke er journalist og forfatter og ekspert på TV 2 under VM i Brasilien. Han har senest skrevet biografien ’Neymar – den brasilianske drøm’ som udover at være udkommet i Danmark også er udgivet på norsk, spansk, portugisisk, engelsk og kinesisk.