07-10 - Flamengo

Go to content

Main menu:

07-10

Arkiv > 2018 > Oktober
Indtil videre kan vi dele Flamengos sæson op i to halvdele, hvor VM i Rusland er skæringspunktet. Før VM var alt godt, da klubben var duks i ligaen og var avanceret i både Copa Libertadores og den brasilianske pokalturnering. Under VM var humøret i klubben også højt, da man med fyldte lommer sendte Vinicus Jr. til Real Madrid og samtidig solgte den chilenske angriber Paulo Guerrero til Internacional fra Porto Alegre i det sydlige Brasilien. Man var derfor klar til at tage hul på efteråret 2018 med fyldte lommer og intentioner om at fortsætte det gode forår. Men her knap tre måneder efter VM har piben fået en hel anden lyd, og alle alarmer blinker rødt, da de store intentioner er ved at løbe ud med skyllevandet.

Siden VM har Flamengo sagt farvel til Copa Libertadores og måtte i forrige uge også se sig slået ud af den brasilianske pokalturnering, og det var vel at mærke i semifinalen, hvilket skulle vise sig at være skæbnesvangert for holdets unge træner Barbieri. Flamengo er gået fra at være ligaens duks til at rode rundt på 4.-5. pladsen, hvilket langt fra er tilfredsstillende, og som det plejer at være i det fodboldtossede land, var det træneren, der stod for skud. Den unge træner var da heller ikke klubbens førstevalg men trådte provisorisk til, da Flamengo skilte sig af med Ze Ricardo. Den midlertidige stilling blev dog hurtig permanent og med Barbieris gode resultater så det lyst ud for de rød-sorte. Set med statistikerens briller har Barbieri også været en god mand for klubben, da han kun har tabt otte ud af 40 kampe, hvilket har givet ham et pointgennemsnit, som mange vil misunde. Men når holdet ikke har kunnet præstere i de afgørende kampe og i det hele taget har underpræsteret efter VM, har der været brug for en syndebuk. Om Barbieri var den korrekte mand på posten kan diskuteres herfra og til juleaften, men hvis man kradser i overfladen, vil man se, at der er andre faktorer end resultaterne på banen, der spiller ind. 2018 er ensbetydende med valgår, såvel på landsplan som hos Flamengo, og der kæmpes en masse magtkampe, som kan afgøre, hvem der skal være klubpræsident.

Klubbens præsident Eduardo Bandeira har hele tiden været pro-Barbieri, mens vicepræsidenten Ricardo Lomba gerne har set nye vinde blæse ind over klubben og en ny mand på trænerposten. Som klubpræsident har Bandeira fået klubben ud af en bundløs gæld og tilbage på sporet som værende en af Brasiliens største. Resultaterne har dog manglet, og hvis man ser bort fra statsmesterskaberne, har Flamengo kun samlet spindelvæv i deres pokalskab, hvilket har naget siden sidste triumf - en pokalsejr tilbage i 2013. Så selvom Bandeira har fået styr på klubbens økonomi mv., har det store kritikpunkt altid været resultaterne på banen, og der er ”ligeved og næsten” ikke godt nok for nogen parter.

Men er det så et klogt træk at sende Barbieri på porten så sent på sæsonen? Hos Lombas tilhængere er man ikke i tvivl, da mange mener, træneren ikke har den korrekte attitude og har svært ved at sætte sig i respekt hos holdets store egoer, som f.eks. Diego. Som fodboldland er Brasilien også et land, hvor langt de fleste trænere sidder meget løst i sædet, og såfremt klubben ikke leverer resultater her og nu, er det tilbage i køen for arbejdsløse trænere. Den korte lunte betyder, at ord som udvikling og proces kun findes i fremmedordbogen, hvilket er et stort problem, da mange hold har svært ved at finde kontinuitet gennem en hel sæson. De mere tålmodige har kigget på statistikken og set igennem fingre med resultaterne efter VM, da kampen om mesterskabet stadig er åbent. Desuden er Barbieri en ung træner, der har brug for erfaring på højeste plan, og da Brasilien generelt mangler unge trænere, har han gjort det godt i klubben, selvom han er snublet nogle gange undervejs.

Hvorom alting er, så er der mange ”hvis’er”, og hvorvidt fyringen var det korrekte træk, kan diskuteres langt ind i 2019.
I alle tilfælde hedder Flamengos nye træner Dorival Jr., og (næsten) uanset hvordan han klarer sig, vil han næppe komme til at stå til ansvar, da han kun har tolv kampe til at redde sæsonen. Hans første opgave var på udebane mod Bahia, og da han kom ind fra højre, var der ingen klager, da de to hold spillede 0-0 i Salvador. Indtil videre er det blevet til 2 kampe for Dorival - og indtil videre kan Lomba hovere, da weekendens opgør endte med en 3-0 sejr på udebane mod Corinthians, hvilket må siges at være en stor skalp, da det var Corinthians, der sendte Flamengo ud af pokalturneringen.
 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu