Optakt rodada 31 - Flamengo

Go to content

Main menu:

Optakt rodada 31

Arkiv > 2015 > Oktober
Kampen mellem Flamengo og Internacional spilles klokken 16.00 lokal tid. Herhjemme spilles kampen klokken 20.00, da Brasilien i nat skiftede til sommertid.
Gennem tiden har de to hold mødt hinanden 59 gange i ligaen, hvor Flamengo har vundet 20 opgør, spillet 17 uafgjort og tabt 22. Sidst de to hold mødtes var tilbage i juli, hvor 12. runde endte med en 2-1 sejr til Flamengo. Det var netop i denne kamp, at Paulo Guerrero scorede sit første mål for de rød-sorte, mens Everton sørgede for Flamengos andet mål.
Efter sidste uges nederlag til Figueirense har den stået på hård træning for Flamengo, og mange af spillerne har været ude og beklage sidste uges fadæse, hvor de gik fra banen med en 3-0 ydmygelse.
Paulo Victor var torsdag ude med en bøn til klubbens fans: ”Vi ved, at vi beder vores fans om en stor tjeneste, men jeg beder til, at alle kommer på stadion og bakker os op, da vi sammen bliver stærkere”
Med hensyn til Guerreros tilbagevenden kunne træner Osvaldo de Oliveira knytte følgende kommentar: ”Han er en vigtig brik på holdet, det ved alle. Forventningerne og motivationen er vokset, og Guerrero er kommet tilbage i en fremragende form. Jeg er ked af Perus nederlag i VM-kvalen, men Guerrero spillede godt i begge kampe, og jeg er sikker på, at han er kommet sig over sin fiberskade. ”
Hvem der spiller søndag aften vides endnu ikke, men da Osvaldo foretog sin sidste taktiske træning, var det med følgende spillere i en klassisk 4-3-3 opstilling: Mål: Paulo Victor. Forsvar: Pará, César Martins, Samir og Jorge. Midtbane: Márcio Araújo, Canteros og Alan Patrick. Angreb: Éverton, Emerson og Guerrero. Umiddelbart giver det ikke plads til den tidligere AaB’er Kayke, og Wallace er stadig ude med en skade. Interessant er det også, at der heller ikke var plads til Paulinho, der i Guerreos fravær har vist gode takter på holdet.
Selvom Flamengo har hårdt brug for sejren og efter al sandsynlighed vil lægge pres på Inter, vil kampen blive meget lige. Et forsigtigt bud herfra er en smal 1-0 sejr til Flamengo i en intens kamp med mange frispark og nærkampe.



 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu